Efter i et par år at have modtaget masser thumbs-ups i den danske musikalske undergrund, ep-debuterer 19-årige Gustav Foss nu på vinyl. Han har været Soundvenue Selected, ugens uundgåelige hos 'De Sorte Spejdere' og turneret landet tyndt, alt i mens han ihærdigt har arbejdet målrettet på sin debut.
Der bydes i sandhed op til fest på ep'ens fire skæringer. Der bliver både rappet, råbt og snøvlet, og det hele er pakket ind i programmeringer, smittende hooklines og poppet rock'n'roll.
Det mærkes tydeligt, at Foss er en dreng, der vil frem i verden. Men sangene fremstår desværre ikke særlig overbevisende, og teksterne er ikke imponerende, snarere naive. Der er tænkt meget over formen og udtrykket, men det er som om, han gemmer sig bag det, og outputtet bliver lidt overfladisk og hult klingende. Den lidt forældede form virker mere som en rolle og mindre som ham.
Charmen og fandenivoldskheden kan man dog ikke tage fra Foss, og den trækker også helhedsudtrykket i vejret. Jeg er sikker på, at han har masser af gode ting i ærmet fremover, men sangskrivningen og tekstsiden skal altså kigges efter i sømmene for at kunne slå benene væk under mig.
3 ud af 6
Manchester-bandet Spokes maler med den brede pensel på debuten, der emmer af store vider, pompøse følelser og forlist kærlighed. Musikalsk er vi omkring shoegaze, folk og postrock, og der er da også masser af elementer undervejs, der er hørt før fra andre i branchen. Både Sigur Rós, Polyphonic Spree og Arcade Fire er ikke gået upåagtet hen hos bandet. Men det hele er kogt sammen i en gryde midt ude i Guds egen natur, hvor der bliver øst portioner op efter forgodtbefindende.Der serveres smukke, triste og ikke mindst vanvittige smagsprøver i tilfældig rækkefølge, og periodevis fungerer det ganske glimrende. Fra 'We Can Make It Out', der med sin fællessang- og kor leder tankerne hen på vores egne The Kissaway Trail, til den akustiske folksang 'Sun It Never Comes'. Det er en lang og kompleks rejse, vi her er ude på, og det er ikke ‘less is more’-princippet, der gør sig gældende, snarere en svulstig og begivenhedsrig en af slagsen.Der er øjeblikke undervejs, hvor det suger i maven, og hvor Spokes rammer der, hvor det gør allerbedst. Men desværre mangler gruppen flere af de rigtig gode sange. Der en tendens til gentagelse i projektet, der visse steder generer kedsommelighed. Det er ærgerligt, når nu de store kanoner er kørt i stilling, og intentionerne er så gode og velmenende, som tilfældet er.4 ud af 6
New zealandske The Phoenix Foundation har over tre plader vist sig som et interessant og forfriskende bud på moderne popmusik. Nu er de klar med det fjerde af slagsen, der fortsætter de gode melodier og underfundige tekster, som også karakteriserede gennembruddet 'Happy Ending'.Det er stadig den rolige og til dels 60'er-inspirerede pop, der dominerer. Men der er mere i lydbilledet end det. Man mærker også en brise fra den britiske poprockscene, hvor krystalklare melodier er i højsædet.Fra åbneren 'Eventually', der roligt og afbalanceret glider fra land, den Blur-agtige 'Flock of Hearts' og den løsslupne og højstemte 'Bitte Bitte'. Der sker meget undervejs, og flere gange er det hele pakket ind i en omgang sarkasme og underspillet selvironi, hvilket bandets videoer også bærer præg af. Det kunne sagtens kunne være dumt og søgt, men det fungerer faktisk glimrende.Det er ganske enkelt rart at være i selskab med gruppens sange, og specielt de vokalpræstationerne er en fornøjelse at lytte til, og der bliver både sunget i falset og i de fineste flerstemmige vokalharmonier. Sangenes høje standart falder dog en anelse hen mod slutningen, men der er i sandhed flere dejlige bekendtskaber undervejs.4 ud af 6
En gang imellem må man overgive sig og bøje sig i støvet af benovelse. Canadiske Suuns (udtales Soons) bidrager til denne følelse med deres glimrende og originale debut, der opererer på en knivsæg mellem shoegaze, electronica, dub og masser af støjrock.
Denne i sandhed forfriskende samling sange leder tankerne hen på så forskellige ting som Jesus and the Mary Chain, Suicide og møgbeskidt dub. Men herligheden bliver aldrig til et plagiat, men der imod en dejlig personlig og overskudsagtig oplevelse. Og selv om der støjes godt igennem, og vi befinder os i den alternative ende af rockskalaen, emmer det hele af pop i ordets mest positive forstand.
De fleste numre er bygget op over enkelte guitarriff, trommeprogrammeringer eller keyboard-loops, og så bygges der ellers lag på lag af den skønneste klæbemasse. Sangene fremstår både meget nøgne og simple men indeholder alle en skyggeside af nuancer og fragmenter, og der hersker en groovy vibe over hele projektet, der i den grad er smittende og vanedannende.
Canada har i mange år været storeksponenter ud i selvsikkert kantet indierock. Men Suuns viser os et andet og mere flabet billede af musikscenen i det store land mod nord. Dette band emmer af tilbagelænet og dekadent coolness og kan i den grad anbefales, både før, under og efter festen. 5 ud af 6
I 2008 tog Kira Skov et karrierespring og lagde gruppen The Kindred Spirits bag sig. Det var med den gruppe, Danmark lærte en ny powerfuld og vokalstærk sangerinden at kende. Med dannelsen af The Ghost Riders blev der med ét skruet ned for radiovenligheden og op for en mere mørk, afdæmpet og poetisk bluesinspireret lyd. Det er denne lyd, Kira tager med sig på sit nye album, og det klæder hende.Under kyndig producerhjælp fra John Parish, kendt for sit arbejde med PJ Harvey, Eels og Sparklehorse, har de sammen skabt en tung og følsom plade, der flere steder lægger sig godt op af især PJ Harvey.Man skal lede længe efter deciderede radiohit, men der er ikke langt imellem de stærke og yderst velkomponerede numre. 'Songs For the Refugees' er et eksempel og kendetegner meget godt den nøgne og nærmest fladmaste lyd, der går igen hen over pladens ti sange. Der er masser af smerte og ulykkelighed at spore i teksterne, og der lægges op til, at man giver sig tid, hvis man vil være med til Kiras konsultation. Enkelte steder syres der dog også godt ud, som i 'Stop Me' der forløses i en omgang distortion.'Look Up Ahead' vil især tale til de fans, der holder mest af den indadvendte Kira, og skuffe dem, der er til store armbevægelser og omkvæd.4 ud af 6
Den canadiske trio Land of Talk, med den karismatiske Elisabeth Powell i front, fortsætter på deres seneste album stilen med vuggende popsange, bygget over et skelet hentet fra den alternative rockscene. Throwing Muses, Dinosaur Jr. og Sonic Youth dukker for eksempel op hist og her som referenceramme. I det hele taget føles det dejligt at være tilbage i 90'ernes støjpop-land, hvor feminin eftertænksomhed og maskulin guitarbrunst ofte gik hånd i hånd. Powell er i sandhed en fremragende sangerinde, og hun formår virkelig at klæde de energiske sange på fornemmeste vis. Sangskrivningen er støvet mere af i forhold til de tidligere album og fremstår mere ren og gennemarbejdet. Især omkvædene er kommet i højsædet. Der er ikke et eneste nummer på denne dejlige plade, der ikke har et catchy og smittende omkvæd, men det ender alligevel aldrig med at blive middelmådig radiorock, for der er masser af kant og sjæl i projektet. Der er dog en lille tendens til en anelse i tomgang hen imod slutningen, men med så mange gode gedigne sange repræsenteret er det et mindre problem.Powell har turneret heftigt som gæstesangerinde i Broken Social Scene, hvilket unægteligt har styrket hende som sangskriver og sangerinde. Det kan vi nu nyde i fuldt flor i form af 'Cloak and Cipher', og mon ikke det er pladen, der for alvor bryder igennem lydmuren og giver bandet den succes, de fortjener? 5 ud af 6
At kalde soloudspillet fra den tidligere Live-forsanger med det kryptiske efternavn for 'Alive', er måske lidt af en overdrivelse.Kowalczyk har altid brilleret med sin enorme stemme, der på flere måder cementerer 90'ernes bastante rockballade- og radiovenlige lyd, og det er da også den stil, han lægger for dagen på sit nye album. Men det er lidt som om, tiden lidt er løbet fra projektet. Med 90'er-grungen, der i disse tider igen er godt i vælten, er det dog nok ikke helt tilfældigt, at han forsøger at komme tilbage på toppen.Hvis projektet var at vise nye horisonter og standarder, er det faldet til jorden. Hvis det derimod var at tegne konturerne op igen fra de gamle Live-dage, er det desværre en afbleget og ikke særlig charmerende version, vi bliver præsenteret for.Sangenes dramaturgi er bygget op over uinteressante og slatne skabeloner, der ikke lader særlig meget tilbage til lytteren. Tekstniveauet er uprætentiøst og ualmindeligt naivt, og flere steder undervejs indfinder sig en følelse af at være alene tilbage til en fest, hvor røvballebandet holder sin egen fest – med ryggen til.Kowalczyk er en teknisk dygtig sanger, og det trækker op, men med så slapt et comeback er der altså ikke vinderpoint i posen.
Meget kan lade sig gøre med en akustisk guitar og en laptop. Og browser man gennem diverse Myspace-profiler, finder man mange, der har taget denne minimalistiske kombi til sig. Engelske James Yuill er et eksempel på en. Han ligger ikke skjul på sin glæde ved 70'ernes britiske folk, som blandt andre Nick Drake var bannerfører for, men også den mere klub-orienterede musik.Det er da heller ikke tilfældigt, at genren er blevet kaldt folktronica, men Yuill udvider begreberne lidt og leger også med de store følelsers pop på den slidstærke og radiovenlige ’First in Line’, den elektroniske filter-finurlige 'My Fears', den nøgne sandhed i 'Foring Shore' og den smukke afslutter 'Taller Song'.Yuill har en eminent sans for den gode melodi og for at give det mest skrøbelige og tynde et fundament, der hele tiden ligger og ulmer. Både norske The Whitest Boy Alive og 80'er-synthbandet The Beloved spøger i kulissen, men Yuill er dog først og fremmest sin egen, for bedst som man tror, han har givet los og er faldet i monotonifælden, viser han tænder og skruer på knapperne, så det syder og sprøjter.'Movement in a Storm' er et herligt indspark til sommersæsonen med et forfriskende og krystal klart bud på sangskrivning i hjemmesko.
5 ud af 6
Danske Menfolk har givet sig god tid i arbejdet med opfølgeren til debuten 'Colossus', selv om det føles som om, de har haft temmelig travlt med at få den færdig. Lyden er aggressiv og 'in you face'. Det utraditionelle valg af to bassister skinner virkelig igennem og danner et benhårdt og betontungt fundament. De skæve trommer, der hele tiden skifter retning, er dog med til at skabe lidt forvirring hist og pist, og man sidder lidt med følelsen af, at bandet har haft alt for travlt i øvelokalet. Den beskidte og til tider brutale lyd, de frembringer, er der dog intet i vejen med. Her spiller de glimrende med musklerne, men en lidt mere nuanceret sangskrivning efterlyses. Albummet i sin helhed fremstår lidt for fragmenteret, tilfældigt og ufokuseret. Det gør det også svært at placere genremæssigt. Hvis der fandtes en stil der hed 'fusions-tonser-rock', var det nok det bedst beskrivende. Jeg er overbevist om, at enhver Al Qaeda-terrorist er klar på at indrømme hvad som helst, hvis forhøret blev ledsaget af Menfolks musik i urimelig høj volumen. På scenen er jeg også sikker på, de gør noget ved folk, med den energi der bliver lagt for dagen, men på plade er der desværre alt for langt mellem de rigtig gode momenter.
3 ud af 6
James Lavelle og hans partner in crime Pablo Clements har bevæget sig stadig længere væk fra den triphop, bandet var med til at tegne konturerne af i midt-90'erne. Deres nye album er en rejse ind i sjælen, ud af kroppen og rundt i verden. Vanen tro er gæstelisten lang, men alle gæstevokalisterne formår at sætte deres eget præg på sangene, der skaber følelsen af helhed og samhørighed.Musikalsk har duoen taget et spring hen imod indierock og psykedeliske pop, der har præget lydbilledet de sidste par år, dog stadig tro mod de elektroniske rødder. Grundessensen ændrer sig konstant fra sang til sang men løber aldrig løbsk. Vi kommer godt ud i krogene, og der tages flere chancer end tidligere, men det er som om, der alligevel er en rød tråd gennem det fragmenterede landskab.Gengangere som Gavin Clark og Autolux fortsætter den høje standard, men særligt sangerinden Elle J, der lægger stemme til den nærmest New Order-agtige 'On a Wire' og den super groovy og sexede 'The Runaway' med et vidunderligt computer-keyboard fra en svunden tid, bør fremhæves. Og for at understrege den overlegne musikalske kapacitet lukker og slukker crooneren Mark Lanegan med en afgrundsdyb ballade.UNKLE skyder i sandhed med spredehagl denne gang, men med så meget overskud og sans for selv de mindste detaljer bliver det aldrig en rodebutik men et smukt og overbevisende bud på moderne kvalitet.
5 ud af 6
Oven på et godt efterår med en del spilletid på P3 albumdebuterer københavnske Ginger Ninja nu med en plade, der er fuld af energi og udadvendte sange. Drengene kommer godt rundt i den radiovenlige popmusik og trækker flere steder paralleller tilbage til 80'ernes lettilgængelige og ikke mindst iørefaldende lyd. 'Crying Shame', P3-hittet 'Sunshine' og den nærmest Johnny Hates Jazz-agtige 'Soldier' er alle eksempler på det, og også Tears For Fears bør nævnes som reference. Lyden er lækker, og numrene er velspillede, men desværre er det ikke alle steder, sangene kommer helt ud over kanten. Tingene går flere steder lidt i tomgang, og flere overraskelsesmomenter ville have gjort underværker. Enkelte steder er det elektroniske islæt forsøgt i en mere ’up to date’-form, som i 'Out of Sight/ Out of Mind' og den glimrende og absolut hitpotentielle 'Bone Will Break Metal'. Det klæder bandets lyd, for her er det som om, de giver lidt slip på 80'er-formen og i stedet viser, hvem de virkelig er. ’Wicked Map’ er en fin lille debut, der nok skal hive folk ud på spillestederne rundt om i landet, men de rigtig gode sange er desværre i mindretal. Og selv om et radiohit er et godt kort at have i baglommen, er der stadig ti numre tilbage i posen.
John Olav har taget hjemlandet Norge med storm med debutalbummet, der af flere norske medier er kåret som 2009's bedste. Man skal da også være temmelig stram i betrækket, hvis man ikke føler sig bare en lille smule charmeret, når vildbassen smider sine små kærlighedseskapader ud i hovedet på os.Han har hentet tydelige referencer fra den britiske rockscene med specielt The Libertines og The Cure i front, ligesom svenske Håkon Hellström også lurer i den musikalske kulisse. Desværre glider for mange af sangene som våde fisk ud af hænderne på en. Fælles for inspirationskilderne er de netop de gode sange, men de er ikke i flertal på dette album. Energiniveauet er ellers højt, og guitaren bliver tæmmet ganske grundigt, mens diverse keyboardflader følger trop – men sangene bider sig aldrig rigtig fast. Olavs stemme fremstår flere steder alt for anstrengt og temmelig ensformig, og her ville lidt variation gøre godt.Der er som sådan ikke noget galt med selve udtrykket, lyden og formen. og der er ingen tvivl om, at bandet leverer en fest på scenen. Men som album betragtet må man forvente lidt mere substans, hvis de skal kunne leve op til de fine norske anmærkninger.
Den anden debut. Sådan betegner danske Kå deres nye album, for der skulle en identitetskrise, en skriveblokade og en god gedigen oprydning i bandet til, før de fandt sig selv på ny og nu kan springe ud som synthrock-band. Synthrock er måske en anelse misvisende, for nok er der gjort plads til diverse elektroniske lyde og flader, og bandets lyd har da også fået en hel del mere bund og dybde end tidligere. Men sangene er stadig bygget op omkring sangerinde Katrine Villadsens vise-agtige poesi, der også dominerede den 'rigtige' debut. Det er tydeligt at høre, at der er arbejdet en del med udtrykket, og der er da også flere steder, hvor tingene i den grad fungerer. Som i 'Skrivestop', der på tekstsiden beskriver Villadsens møde med den berygtede blokade ledsaget af en omgang mørk 80'er-electrorock, og i den iskolde 'Troldekåbe'. Men som helhed fremstår pladen desværre en anelse anonym og uvedkommende. Jeg savner at blive mere revet med undervejs og nogen generelt stærkere sange. Den vise-agtige tilgang til sangskrivningen fremstår flere steder nærmest pædagogisk og alt for fortællende i sin form, så man som lytter føler sig hægtet af undervejs. Bandet kan deres kram på det tekniske plan, og den nye genfødsel har gjort gode ting for deres lyd. Så mangler vi bare de fantastiske sange.
Pladeselskabet VUF har i samarbejde med Dannerhuset bedt 14 kvindelige kunstnere om deres bidrag til en plade, der skal sætte fokus på vold mod kvinder. Overskuddet går ubeskåret til krisecentrets kamp for en bedre tilværelse for disse kvinder, og det er desværre skræmmende tiltrængt. Vi kommer godt rundt i krogene med både mere eller mindre ordinære pop, skrøbelig singer/songwriter og elektronisk musik fra både etablerede og debuterende kunstnere, og der er masser af fine bidrag. Liv Lykke kryber for eksempel hen over gulvet i samarbejde med produceren Jenno i den vidunderligt frække, boblende jazzede 'Chi'. Hannah Schneiders bidrag 'The Best Kept Secret of This Room' er en iskold James Bond-tema-agtig sag, og RebekkaMaria viser på 'Robin Parts' endnu engang, at hun er dragende i sin underspillede dramaturgi. Af debutanterne bør fremhæves Coco Moon, der har så meget klasse og coolness, at det råber på opmærksomhed, Roxy Jules, der leverer skæv og beskidt pop med en snert af støj, og Ditte Mellson med den funky 'On Me', hvor en mur af lyde og samplinger går op i en højere enhed. Hvor trist det end er, at nogle kvinder må leve med vold og angst i deres dagligdag, så sætter opsamlingen en tyk streg under, at vi samtidig har en imponerende mængde danske sangerinder i dette land, der tør, vil og kan. Lad os håbe, at de kan medvirke til at sætte fokus på en vigtig sag.
Det er et ambitiøst projekt modellen, skuespilleren og nu også executive producer Cecilie Thomsen har kastet sig ud, i når hun på soundtracket til den romantiske komedie 'Simon & Malou' har samlet et stærkt hold af danske musikere, der fortolker og forgylder på livet løs. Ballet åbnes med ex kæresten-Bryan Adams nyskrevne, men stærkt 60'er-inspirerede nummer 'No Time For Love' sunget smukt af Fallulah, og herefter følger en glimrende håndfuld solo- og konstellationspræstationer. Steen Jørgensens mørke rockmelankoli møder Sune Rose Wagners silkebløde falset i The Everly Brothers' 'When Will I Be Loved'. Kasper Winding og Jonas Bjerre fra Mew har slået pjalterne sammen under navnet Diamonds For Eyes og sammen skabt den drømmende og skrøbelige ballade 'Talking About It'. CV Jørgensen fortolker glimrende og stramt 'Everybody's Got to Learn Sometime', som Beck udødeliggjorde i slutscenen i 'Eternal Sunshine of a Spotless Mind'. Steen Jørgensen giver Roxy Music-klassikeren 'Love Is the Drug' nyt liv i en cool og mørk disco-version. Hele herligheden emmer af nostalgi, fra en tid hvor især Phil Spector og hans 'wall of sound'-strategi satte dagsordenen. Men soundtracket står stærkt alene og viser nye sider af nogle af nationens største talenter. Tim Christensen har kastet sig over Cheap Trick og The Zombies og forvandlet begge gruppers sange til sine egne. Det er kendetegnet for alle albummets fortolkninger. Der er blevet gået til opgaven med ydmyghed men så sandelig også med personlighed og overskud.
Det New York-baserede band Alberta Cross, hvis medlemmer foruden USA også rummer repræsentanter fra England og Sverige, har turnerede en del de sidste år, blandt andet som support for The Shins, Bat for Lashes og Simian Mobile Disco. Nu er de klar med debuten med den dramatiske titel 'Broken Side of Time'. Musikalsk er vi landet med begge ben godt plantet i country, rootsrock og blues-land. Inspirationskilderne tæller – desværre lidt for tydeligt hist og her – bands som My Morning Jacket, Kings of Leon og Band of Horses. Der er ikke noget at sætte på bandets musikalske kunnen, de spiller bogstavelig talt røven ud af bukserne og lyder som om, de har spillet sammen i 15 år. Forsanger Petter Ericson har da også en fremragende stemme, der ledsager numrene glimrende. Men de før omtale inspirationskilder får desværre lidt for meget plads i lydbilledet, og selvom det i sig selv er glimrende bands, de har ladet sig inspirere af, savner jeg at høre lidt mere personlighed i stedet. Enkelte steder lyder det dog som om, sangene kommer mere fra hjertet, som i det bastante titlenummer og den grunge-dybe 'ATX'. Der er ingen tvivl om, at Alberta Cross fyrer den af på scenen og kan skabe en fest, men debuten emmer for meget af noget, der allerede findes i store mængder hos andre grupper, så lidt løsrivelse til næste plade vil være på sin plads.
Svenske The Mary Onettes har måttet kæmpe en sej kamp for at nå dertil, hvor de er i dag. Men én ting har de altid været enige om: Lyden af 80'ernes bastante og storladne pop. Nu er de klar med deres tredje album, og det er som om, udtrykket og formen for alvor er kørt i stilling. Der er egentlig ikke noget synderligt unikt over bandets musik. Masser af bands har skudt op de seneste år i denne kategori. Editors, White Lies og Glasvegas for bare at nævne nogle. Men The Mary Onettes har valgt et mere poppet udtryk, hvor der er tunet godt og grundigt op for keyboard-strygerne, så de til tider nærmest lyder som The Cure, hvilket vel egentlig er ment som et kompliment. Forsanger Philip Ekströms stemme ligger da heller ikke vanvittigt langt fra Robert Smiths. Men desværre mangler mange af bandets sange både saft og kraft. Det hele bliver lidt gennemsigtigt, og man savner at blive revet mere med undervejs. Bedst fungerer de i den selverkendende 'Once I Was Pretty' og den new romantic-agtige afslutter 'Bricks'. Men som helhed fremstår 'Islands' som et lettere hult værk, med en indpakning der både er lovende, glinsende og indbydende, men med et indhold der desværre ender med at fremstå lettere skuffende.
Det er store temaer, som menneskelige værdier, overlevelse og konsekvenser ved vores handlinger, Randi Laubek tager sig kærligt af på sit femte album. Temaer der måske kan virke søgte eller trættende, men Laubek har en glimrende evne til at økonomisere sine tekster og skære ind til benet, så det kun er det skarpeste, der står tilbage. Vanen tro har hun allieret sig med sine faste musikere, der tæller blandt andre Emil de Waal og Anders P. Jensen. Hun har selv siddet bag knapperne og pudset det endelige resultat af. Musikalsk er der ikke sket den store udvikling siden debuten i 1997. Vi er stadig i de små melodiers land, hvor Randis stemme folder sig ud som ingen anden sangerinde på dansk jord i små pop- og jazzklingende sange. Enkelte steder er der dog inspiration fra Nashville-countryen, og hist og her smøres der tykt på med harpe og strygere. Der er absolut intet at udsætte på Laubeks talent, men originaliteten er desværre ikke særlig dominerende i hendes sange. Jeg savner ganske enkelt noget kant, og at der bliver taget nogle flere chancer. Hendes karakteristiske fraseringer gennemsyrer alle albummets sange men er desværre også med til at gøre det hele lidt forudsigeligt. En klokkeklar popsang med pondus, som flere svenske sangerinder har vist sig som gode eksponenter for, ville klæde Randis sangskat. Den selvstændige sangerinde med noget på hjernen og hjertet kan være meget interessant og inspirerende, men det er desværre som om, vi aldrig når helt dertil denne gang.
Danske Carlas, der i sin tid blev opdaget af Peter Sommer og i 2006 fik god vind i sejlene med deres politiske popsange, er nu klar med opfølgeren til debuten 'Pære! Dansk'. Det var sanger Jacob Karims små spydige kommentarer til det politiske Danmark, der dengang gjorde Carlas til et underholdende og folkeligt indslag på den danske musikscene. Desværre er det politiske røget lidt i baggrunden på det nye album. Nu hører vi i stedet om livet på en bænk i Nordvest, kærlighedsture til Sverige og en ung mands kammeratskabsfølelse i militæret. Emner der i sig selv er interessante nok, men det er som om flere af teksterne mangler saft og kraft. Det hele bliver meget beskrivende og fortællende, men det personlige og kritiske element mangler. Specielt på førstesinglen 'Big Fat Snake', der handler om en bekendt, der mener, at gruppen lyder som Big Fat Snake, hvilket de ikke er enig i. På trods af at nummeret både er catchy og skræddersyet til radioen på melodisiden, fremstår det som en dårlig joke blandt venner. Langt bedre er bandet i den fine afslutning 'Muren', der via muren omkring Assistents Kirkegård på Nørrebro tegner et billede af den progressive ungdom i dag. Desværre er der for langt mellem snapsene på den gyldne toer, og det er jo en kendsgerning, at snapsene helst skal komme i flok, hvis man ikke skal falde i søvn.
