Tuesday, January 18, 2011

Spokes: Everyone I Ever Met

Manchester-bandet Spokes maler med den brede pensel på debuten, der emmer af store vider, pompøse følelser og forlist kærlighed. Musikalsk er vi omkring shoegaze, folk og postrock, og der er da også masser af elementer undervejs, der er hørt før fra andre i branchen. Både Sigur Rós, Polyphonic Spree og Arcade Fire er ikke gået upåagtet hen hos bandet. Men det hele er kogt sammen i en gryde midt ude i Guds egen natur, hvor der bliver øst portioner op efter forgodtbefindende.

Der serveres smukke, triste og ikke mindst vanvittige smagsprøver i tilfældig rækkefølge, og periodevis fungerer det ganske glimrende. Fra 'We Can Make It Out', der med sin fællessang- og kor leder tankerne hen på vores egne The Kissaway Trail, til den akustiske folksang 'Sun It Never Comes'. Det er en lang og kompleks rejse, vi her er ude på, og det er ikke ‘less is more’-princippet, der gør sig gældende, snarere en svulstig og begivenhedsrig en af slagsen.

Der er øjeblikke undervejs, hvor det suger i maven, og hvor Spokes rammer der, hvor det gør allerbedst. Men desværre mangler gruppen flere af de rigtig gode sange. Der en tendens til gentagelse i projektet, der visse steder generer kedsommelighed. Det er ærgerligt, når nu de store kanoner er kørt i stilling, og intentionerne er så gode og velmenende, som tilfældet er.
4 ud af 6

No comments: