Wednesday, October 13, 2010

Suuns - Zeroes QC

En gang imellem må man overgive sig og bøje sig i støvet af benovelse. Canadiske Suuns (udtales Soons) bidrager til denne følelse med deres glimrende og originale debut, der opererer på en knivsæg mellem shoegaze, electronica, dub og masser af støjrock.

Denne i sandhed forfriskende samling sange leder tankerne hen på så forskellige ting som Jesus and the Mary Chain, Suicide og møgbeskidt dub. Men herligheden bliver aldrig til et plagiat, men der imod en dejlig personlig og overskudsagtig oplevelse. Og selv om der støjes godt igennem, og vi befinder os i den alternative ende af rockskalaen, emmer det hele af pop i ordets mest positive forstand.

De fleste numre er bygget op over enkelte guitarriff, trommeprogrammeringer eller keyboard-loops, og så bygges der ellers lag på lag af den skønneste klæbemasse. Sangene fremstår både meget nøgne og simple men indeholder alle en skyggeside af nuancer og fragmenter, og der hersker en groovy vibe over hele projektet, der i den grad er smittende og vanedannende.

Canada har i mange år været storeksponenter ud i selvsikkert kantet indierock. Men Suuns viser os et andet og mere flabet billede af musikscenen i det store land mod nord. Dette band emmer af tilbagelænet og dekadent coolness og kan i den grad anbefales, både før, under og efter festen.

5 ud af 6

No comments: