The Mary Onettes: Islands

Svenske The Mary Onettes har måttet kæmpe en sej kamp for at nå dertil, hvor de er i dag. Men én ting har de altid været enige om: Lyden af 80'ernes bastante og storladne pop. Nu er de klar med deres tredje album, og det er som om, udtrykket og formen for alvor er kørt i stilling. Der er egentlig ikke noget synderligt unikt over bandets musik. Masser af bands har skudt op de seneste år i denne kategori. Editors, White Lies og Glasvegas for bare at nævne nogle. Men The Mary Onettes har valgt et mere poppet udtryk, hvor der er tunet godt og grundigt op for keyboard-strygerne, så de til tider nærmest lyder som The Cure, hvilket vel egentlig er ment som et kompliment. Forsanger Philip Ekströms stemme ligger da heller ikke vanvittigt langt fra Robert Smiths. Men desværre mangler mange af bandets sange både saft og kraft. Det hele bliver lidt gennemsigtigt, og man savner at blive revet mere med undervejs. Bedst fungerer de i den selverkendende 'Once I Was Pretty' og den new romantic-agtige afslutter 'Bricks'. Men som helhed fremstår 'Islands' som et lettere hult værk, med en indpakning der både er lovende, glinsende og indbydende, men med et indhold der desværre ender med at fremstå lettere skuffende.